MVK vs. ASV Århus var dagens hovedret efter Middelfarts 2. division damer havde gjort kort proces i topopgøret mod Sønderborg, som blev slået med 3-0. Damerne vandt bla. andet sæt med hele 25-7.
MVKs herre elite hold spillede på en råkold søndag eftermiddag den første kamp i anden halvsæson i Volleyligaen. Modstanderen var ASV Århus, som Middelfart de seneste par sæsonener har spillet meget tætte kampe mod. Sådan blev det ikke i denne kamp; dertil var Middelfart for overlegne i alle spillet facetter. MVKs træner, Federico Fagiani, havde tydeligvis fået pudset den sidste rest af julesulet af sine spillere, som stod skarpe på banen allerede under opvarmningen. Der var en fantastisk stemning på holdet, mens der var smashopvarmning. Dagens fødselar, Kasper Rode Nielsen, som runder de 25 år, fik et ekstra stort bifald, da han tog sine eneste smash under opvarmningen. Som libero får han jo ikke denne mulighed i kampen.
Kampen begyndte ret jævnbyrdigt, hvor de to hold fulgtes ad til 7-7. Herefter var det som om den sidste feriesløvhed forlod Middelfart-spillerne, for stille og roligt trak de fra på de næste bolde, og da Martijn van der Aa, havde blokeret et ASV angreb til stillingen 10-7, tog århusianerne deres første time out. Det hjalp dem dog ikke, for en storspillende Nikolaj Hjorth begyndte i samarbejde med en ditto Jacob Brinck at skyde jyderne i sænk. Nicolas Hunt slog det sidste søm i ASV-kisten ved at banke bolden i gulvet til fynsk 25-16 sejr i første sæt.
I andet sæt fik ASV det første point, og derfra overtog Middelfart underholdningen. Der var storspil på alle fronter. Mads Qvist fordelte boldene godt mellem kanterne såvel som på midten, så det konstant var udfordrende for ASV at se, hvor angrebene kom fra. Jeppe Back Nielsen, som er næsten 100% klar efter at have brækket den ene lillefinger til en træning i december, havde flere gode blokader. De 3 store smash-esser, Hjorth, Brinck og Hunt, havde en dejlig dag i skydeteltet, hvor de tog for sig af det skrøbelige jyske porcelæn, for de scorede det ene gode point efter det andet. MVK vandt sættet med hele 25-11.
Tredje sæt tegnede lidt mere jævnbyrdigt i starten, og ASV var foran et par gange. Igen satte Middelfart niveauet op, og ved 10-6 til MVK efter et servees af Hunt, tog ASV deres første time out. Lige lidt hjalp det, for Middelfart havde ét mål: at vinde kampen størst og hurtigst muligt, for der ventede fødselsdagskage fra Kasper Rode i omklædningsrummet. Middelfart vandt sættet med 25-16 og dermed kampen 3-0.
Højt humør og en god energi på holdet var noget af det, der faldt i øjnene ved dagens kamp. Niveauet var højt, og som én af de ca. 120 gæster i hallen ganske rigtigt sagde efterfølgende: ”Det er altså én af de bedste kampe, jeg har set dem spille i år!” Godt forsvarsspil, stabilt angrebsspil og ikke mindst gode blokader.
Næste hjemmekamp er d. 27. januar kl. 19.00, hvor Ishøj, som i dag tabte til Hvidovre med 1-3, er modstanderen. Der er fællesspisning inden kampen kl. 17.45. Prisen er kr. 75,-. Tilmelding til Jacob Petersen på jep@middelfart-vk.dk
Foto: Erik Kreuzfeldt