Med en 3 – 2 sejr, ( 25 – 22, 22 – 25, 25 – 22, 22- 25, 15 – 13) til Middelfarts Volley-mænd over Ishøj Volley i Lillebæltshallens Volley Arena fik holdet en god optakt til næste weekends opgør i ” Final Four” mod samme mandskab.
Sætcifrene fortæller om et opgør, hvor der til det sidste var spænding om kampens udfald. Holdene skiftedes til at vinde de fire første sæt, så der måtte et 5. sæt til, før vinderen var fundet. I et utroligt spændende sæt var det Middelfart, der blev de glade vindere med ( 15 – 13 ).
Det var et tændt MVK- mandskab, der gik på banen med en helt anden indstilling og en afgørende vilje til at ville slette sporene fra de foregående uventede nederlag. Der var tydelig fremgang at spore. Middelfart havde pæne føringer undervejs i 1. sæt og styrede sættet, der sluttede 25 – 22. I andet sæt var det Ishøj, der førte taktstokken, vandt 22 – 25 og fik udlignet. I de to næste sæt var billedet det samme. Middelfart ovenpå og vinder af 3. sæt, mens Ishøj tog 4. sæt.
I det afgørende 5. sæt var det igen Middelfart, der med gode angreb, stærke blokader og især solidt forsvarsspil styrede mod en sejr, der var 9 – 5 og 11 – 6 føringer, men i den afgørende fase af kampen viste Ishøj tænder og skabte spænding om kampens udfald. Kraftigt støttet af et stående publikum kom sejren i hus med mindst mulig margen 15 – 13 efter godt to timers volley.
Vigtige 2 point kom ind på den slunkne pointkonto. Sejren betød, at Middelfart rykkede op på ligaens 7. plads, og holdet kan nu puste flere af de andre hold i nakken.
Som nævnt var der god spillemæssig fremgang at spore på holdet. Der er ros til holdets hæver Jordan Hove for god fordeling af hævningerne samt til holdets nye spiller Kristoffer Abell på centerpladsen.