For få timer siden tikkede den underskrevne kontrakt for 2021/22 fra Irvan Brar ind i mailboksen. Irvan var en væsentlig grund til den store succes, Middelfart Volleyballklub havde i den forgangne sæson med sejr i pokalfinalen, en andenplads i grundspillet samt bronzemedaljer i slutspillet. Irvan blev kåret som årets pokalfighter, årets kant og ikke mindst årets spiller i Volleyligaen. Middelfat Volleyballklub ser frem til atter at kunne byde velkommen til Irvan, som udover at være en utrolig dygtig spiller, også er et fantastisk menneske: Seriøs i alt, han gør, et ægte klubmenneske, og han er med på sjov og ballade, som da han efter pokaltriumfen sprang ud som vinterbader i Marinaen i Middelfart sammen med klubbens formand, Mikkel Dragmose-Hansen og den californiske centerspiller, Shayne Beamer.