Dette er den første hjemmekamp med den nye formand, Søren Stein Brinck, ved roret. Spillerne har glædet sig til at spille for den nye formand, da de gerne vil vise, at de lige som formanden vil vise en ny vej frem for Middelfart Volleyballklub.
Middelfart fik senest en sejr i ligaen d. 13. november i Slagelse, hvor VK Vestsjælland stod på den modsatte side af nettet. Det var en sejr på 3-2, der blev hevet hjem med lodder og trisser. Holdet spillede flot volley i det meste af første sæt, og var så helt væk i andet og tredje sæt. De vågnede dog heldigvis op til dåd i fjerde sæt, inden det var for sent.
I sidste weekend deltog Middelfart i kvalifikationen til De Nordiske Mesterskaber, hvor det blev til en enkelt 3-2 sejr mod norske NT NUI. Det var en rigtig arbejdssejr med masser af gode takter. Middelfarts andenhæver, Mikkel Hoff, blev kåret som kampens spiller – helt fortjent.
1/4-finalens modstander fra Ishøj ligger á point med Middelfart i ligaen og har haft nogle overbevisende nederlag til både Gentofte og Marienlyst – de to tophold, som Middelfart har spillet gode kampe imod.
Ishøj består udelukkende af spillere med polsk pas. De klarede sig godt i sidste års udgave af landspokalen, hvor de nåede frem til finalen ved Final4-stævnet efter en sejr over – ja, Middelfart. I finalen tabte de til pokalmestrene fra Marienlyst. Med et par enkelte udskiftninger stiller Ishøj med næsten det samme hold som i sidste sæson.
Vi ser frem til en dejlig masse klappende tilskuere i hallen lørdag d. 26. november kl. 15.00