Når Herreliga d. 22. oktober kl. 16.15 tager imod Aalborg Volley i Lillebæltshallen, afholder klubben kaffe-kage event inden kampen. Det sker kl. 15.00. Prisen er kun kr. 75,- og til den pris får du både kaffe-kage OG indgang til kampen. Hvis du vil deltage i den lille, hyggelige event, hvilket du jo naturligvis gerne vil, så skal du tilmelde til via mail på jep@middelfart-vk.dk senest torsdag d. 19. oktober kl. 12.00.
3-1 sejr i sæsonåbningen
Herre Elite vandt 3-1 over ASV Aarhus søndag d. 8. oktober og kan tage en debut-sejr til træner Federico Fagiani med Hjem fra Aarhus. Kampen startede meget nervøst for MVK’erne, som på et tidpunkt var bagud 6-16. Federico skiftede hæver og libero ud, og derefter kom der ro og stabilitet på holdet, som nåede op på 23-23, inden ASV tog første sæt. Resten af kampen så Middelfart-holdet sig ikke tilbage og vandt overbevisende de næste 3 sæt. Der var nærmest hjemmebaneopbakning til MVK, idet en stor del af tilskuerne heppe og klappede taktfast ned mod Middelfart. At holdet er gode til at bevare fokus beviste de i slutningen af 4. sæt, hvor damerne til den efterfølgende damekamp begyndte opvarmningen i hallen bag ASVs banehalvdel – altså lige i MVKs synsfelt. Iflg. statistikken for kampen scorede både Nicholas Hunt og Nikolaj Hjorth 14 point. Der må være noget magisk over det der “Niko”-navn.
Federico Fagiani
Syd for alperne, nærmere bestemt i Italien, har man en af verdens bedste volleyskoler, et af verdens bedste volleyball-landshold og nogle af de allerbedste trænere. Eliteherrernes nye træner er barn af dette miljø. Italienske , Federico Fagiani har på trods af sin unge alder på 28 år, beskæftiget sig med volley i lige så mange år. Det siges, han fik en volleyball i dåbsgave i stedet for en rangle. Hans far har i mere end 20 år været formand for den lokale volleyballklub. Federico er fra Rom og har været aktiv spiller, indtil han blev 25 år. Desuden har han været assisterende træner på de succesfulde italienske U17 og U19 landshold, og han er træneruddannet i den italienske Pallovollo skole.
Federico har store ambitioner som træner. Han sætter høje krav til både sig selv og sine spillere. Der skal præsteres på højeste niveau hver gang. Det er med stor forventning, vi overlader styrepinden til Federico Fagiani for klubbens flagskib.
Julefrokost d. 9. december – reservér datoen
Lørdag d. 9. december bliver den helt store MVK-klubdag. 2. div. damer spiller kl. 12.00 mod Nordenskov, hvorefter Herre Elite kl. 14.30 tager imod Vestsjælland. Efter de to sejre afholder vi julefrokost i Lillebæltshallens cafeteria. Reservér datoen allerede nu. Info om tilmelding, pris og betaling følger senere.
9. plads ved EM
Jacob Stein Brinck har sammen med sin makker Rasmus Mikelsons deltaget i U20 EM i Beachvolley på Vulcano – en lille ø lige nord for Sicilien.
Jacob og Rasmus var seedet 23 og mødte i deres indledende pulje Polen, Ukraine og Kroatien. Første kamp var mod Polen. Efter en meget tæt kamp vandt det danske hold 2-1, 15-13 i 3. sæt.
I anden kamp var det Ukraine på den anden side af nettet. Ukraine var topseedet i gruppen. Det blev også en meget tæt kamp, hvor danskerne vandt 1. sæt og havde matchbold i 2. sæt, som de dog endte med at tabe 24-22. I det meget tætte 3. sæt havde begge hold matchbolde, inden danskerne til sidst løb med sejren 18-16.
Tredje kamp i gruppen blev en komfortabel 2-0 sejr over Kroatien.
1/8 dels finalen mødte Jacob og Rasmus Litauen, og trods god fight kunne danskerne ikke hamle op med de stærke litauere, der vandt 2-0.
Holdet er stolte over 9. pladsen
Tak til en af MVKs faste og en af verdens bedste volleyballfotografer: Peter Bernberg, for lån af disse fantastiske billeder. (c) Bernbergfoto
- « Previous Page
- 1
- …
- 22
- 23
- 24
- 25
- 26
- …
- 32
- Next Page »