Lørdag d. 5. marts spillede herre elite den første kvartfinalekamp i Odense mod DHV. Middelfart endte som bekendt på 1. pladsen i Volleyligaens grundspil og skulle derfor møde nr. 8 i grundspillet. Dette resulterede i et lokalopgør mod Odense-holdet, som huser en del tidligere MVK-ungdomsspillere, bla. Christian Lundby Andersen, der netop er blevet kåret til årets beachvolleyspiller.
Middelfart spillede uden den skadede Jonathan Lopez. Glædelig var det dog at se, at Jonathan deltog i en lightudgave af opvarmningen og var omklædt. Uden Jonathan fik Andrejs Rumrancevs endnu en reservetjans på centerpladsen. Andrejs scorer ikke mange point i åbent spil, til gengæld bliver der scoret mange point i hans server. Serven er ikke hård, men tilsyneladende svær på modstanderne at arbejde videre med.
Kampens topscorer blev Nicholas Mickelberry med 26 point, stærkt forfulgt af Nikolaj Hjorth og Irvan Brar.
Det så længe ud til, at Middelfart skulle klare kampen i 3 sæt, men DHV lagde sig ikke ned for topholdet fra Vestfyn, så 3 sæt endte med en 27-25 i DHVs favør. I de øvrige sæt scorede DHV 19 og 20 point, og sættene knækkede først til MVKs fordel omkring 16-16.
Der er returkamp torsdag d. 10. marts kl. 20.00 i Lillebæltshallen. En evt. 3. kamp skal spilles d. 12. marts i Lillebæltshallen kl. 15.30.