Middelfarts herre elitehold, der pt. ligger nr. 2 i Volleyligaen, vandt søndag d. 22. november efterårets vigtigste kamp, da de på hjemmebanen i Lillebæltshallen vandt i lokalopgøret og kvartfinalen i landspokalen mod Marienlyst, der indtager 1. pladsen i ligaen, foran 180 tilskuere. Kampen startede meget nervøst fra begge sider, og som fan og supporter sad man med den der ubehagelige følelse af, at det her ikke var dagen. Marienlyst kom bedst fra start og spillede med højt servepres og gode, præcise smash. Middelfart virkede lidt for overtændte og kunne slet ikke finde stregerne på banen. Bolden blev mange gange skudt mere eller mindre umotiveret ud af banen. Marienlyst var foran det meste af sættet og vandt det med 25-21.
Andet sæt var næsten en tro kopi af første sæt, men med modsat fortegn. Nu var Middelfart i teten: Servede flot og ramte stort set alt. Det hjalp da også gevaldigt på stemningen i hallen. Middelfart vandt sættet med 25-19.
Tredje sæt var forbudt for børn. Holdene skiftedes til at score point. Man fornemmede vigtigheden af at komme foran med 2-1. Her var Middelfart bedst og vandt med 25-23.
Fjerde sæt blev nærmest en formsag. Middelfart spillede flot på alle fronter. Der blev fightet af et godt hjertet, og da Middelfart nåede matchbold, havde de ikke minde end 12 af slagsen, og selv om Marienlyst fik scoret lidt hen mod slutningen var det Middelfart, der kunne juble, da sættet var vundet med 25-14.
Kampen gav hjemmebanedebut til den 15-årige libero, Jonas Enemark Petersen. Jonas er 100% egen MVK-avl. Han har levet de fleste af sine vågne timer i Lillebæltshallen ved en volleyball mellem hænderne. Vi ser frem til at følge Jonas i fremtiden. Han gjorde det rigtigt flot i de aktioner, han var en del af.
Middelfart er nu klar til Final4 sammen med Gentofte, Nordenskov og Vestsjælland. Stævnet spilles i starten af februar måned.