Lang tids forberedelse, masser af møder, lave aftaler, mails at sende, telefonopkald, økonomi at holde styr på, indkaldelse af frivillige, lange arbejdsdage osv. osv. Og det hele med ét mål for øje: De danske volleyballlandshold og de 3 modstandere udefra skulle have de bedste betingelser for at kunne yde det optimale. Og at skønne ud fra de bemærkninger og tilkendegivelser, vi har fået de seneste 2 weekender, er det gået rigtigt godt. MVKs bestyrelse sidder tilbage og puster lidt, kigger på hinanden. Øjnene viser, at alle er trætte, og alligevel er der et smil på læben, der fortæller, at “det gik da vist ret godt.” Og når det er sagt, så ved vi godt alle sammen, at dette flotte og store arrangement med 3 landskampe på 2 weekender ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke der, udover den frivillige bestyrelse, havde stået op i mod 40-50 frivillige hjælpere, ung som gammel, som har ydet deres ypperste for at få det hele til at spille, og uden god økonomisk opbakning fra Middelfart Kommune og Spar Nord, var dette aldrig kommet i mål. Flere gange har vi asfalteret, mens vi kørte, og alligevel kom vi frem. Vi har måtte opfinde ting og processer, som vi håbede på “lå klar” til brug. Dem skal vi nu have skrevet ned, for det nåede vi ikke undervejs, så vi ved det til en anden gang. Der har været mange sten og bump på vejen, som blev jævnet af omstillingsparate personer. Nye løsninger og veje blev fundet.
Da kampene blev spillet, stod man og så, hvordan alt var en velsmurt maskine. Det så nærmest ud som om, vi havde prøvet dette mange gange før, på trods af, at den seneste landskamp var i hallen for 18 år siden. En speciel tak til fremtidens aktører: Klubbens unge spillere har nærmest stået i kø for at få lov til at hjælpe. Man bliver pavestolt af denne opbakning. Jeg har lyst til at nævne alle ved navn, men I har været så mange, at jeg har mistet overblikket, men jeg håber, I vil sende budskabet videre til alle, der deltog.
Og sportsligt set må det siges at være en succes: Herrelandsholdet har bla. via 2 sejre i Lillebæltshallen – – den ene over næsten uovervindelige Tyrkiet – kvalificeret sig til næste års EM – for første gang nogensinde, og damelandsholdet spillede på trods af et nederlag mod mægtige Spanien en flot og meget seværdig kamp.
Og så vores fantastiske publikum: Sikken en stemning I skabte – det varer et stykke tid, inden temperaturen i Lillebæltshallen bliver normal igen.