Torsdag d. 22. oktober var Middelfart VK i Korsørhallen, hvor modstanderen på den anden side var nr. 2 fra 1. division, VK Vestsjælland. Hallen var fyldt med meget larmende og meget heppende supportere fra Vestsjælland – ja, der var en fantastisk stemning med trommer, horn, trompeter, klappapir og masser af slagsange.
Inden afgang fra Middelfart var holdet lettere presset, da Braden O’Toole var kommet til skade med sit knæ under tirsdagens træning. Jordan Hove overtog hans plads og gjorde det ganske godt med højt servepres og gode smash. Nikolaj Vang er tilbage på holdet, som han også var det mod Gentofte.
I 1. sæt fulgtes holdene ad til 10-10, hvorefter Middelfart trak fra og vandt sættet overbevisende med 25-16. Der var den forskel, som der bør være på et hold fra Volleyligaen og nyoprykkere til 1. division.
Hvad Vestsjælland havde fået af input i pausen, ved jeg ikke, men det var et hold med en helt anden indstilling, der kom på banen samtidig med, at Middelfart slet ikke kunne finde sig selv. Om spillerne drømte om at kunne sidde i de lækre sofaer, der var opstillet i hallen som udskiftningsbænke, skal være usagt, men de var ikke rigtigt til stede på banen. Vestsjælland vandt overbevisende 25-18 og anede nu for alvor en mulig sensation.
3. sæt var et rigtigt pokal-sæt, hvor der blev givet og taget. Det var volleyball af høj klasse, hvor føringerne skiftede ustandseligt. Efter et par sætbolde til Middelfart og en enkelt til Vestsjælland, vandt Middelfart sættet med 29-27 foran et stående publikum. Der var lagt max. tryk på de grønklædte fra Middelfart.
I 4. sæt fulgtes holdene ad til 16-16, hvorefter Middelfart satte trumf på med en god stime og Morten Overgaards servees på matchbolden til 25-18. Og så blev der stille i hallen.
Middelfart vandt 3-1 og er klar til kvartfinalen i landspokalturneringen.
Se flere billeder og videoklip fra kampen på klubbens facebookside