Diverse forsøg fra Marienlyst på at psyke Middelfart faldt helt til jorden.
For første gang i umindelige tider skulle Middelfart begynde en hjemmekamp på den modsatte side af nettet ift., hvor de plejer at starte. Marienlyst vandt lodtrækningen, og anfører, Jeppe Tryggedsson, og træner, Mikkel Hauge, havde tydeligvis talt om inden kampen, at hvis det skete, skulle de vælge at starte modsat af, hvor man plejer at starte i Lillebæltshallen. Jeppe talte meget med holdet om det på vej til sidebyttet. Middelfart så lidt irriteret ud ved det, men svarede igen ved at spille Marienlyst ud af banen i første sæt, som blev vundet med overbevisende 25-16. Så var det ligesom sat på plads.
Næste skud i bøssen fra Marienlyst var at komme med masser af tilråb. Dette var dommerne opmærksomme på. 2. dommer, Rasmus Jess, talte med 1. dommer, Jan Herneth, om dette, så det var noget, Jan Herneth var klar til at slå ned på, hvis det blev for meget. Middelfart-spillerne var kolde overfor dette på trods af, at flere kommentarer var ret personlige. Middelfart fortsatte de flotte takter fra første sæt og trak ret hurtigt fra i sættets start. Marienlyst fik kontakt ved 17-17. Det var som om, Middelfart sagde: “Velkommen til, men det her er en lukket fest,” hvorpå de trak fra igen og tog sættet med 25-17.
Ved sidebyttet mellem 2. og 3. sæt kom Anders Als med en grov kommentar, hvor han lader sine frustrationer over kampens udfald gå ud over musikvalget på en ikke flatterende måde til kampens speaker, Leo Vang. Leo talte med Jan Herneth om dette, og han sagde, at de var opmærksomme på kommentarerne fra Marienlyst.
Tredje sæt bølgede mere frem og tilbage, men det var som om, Marienlyst havde en lille overhånd, og de havde sætbolde ved 23-24 og 24-25, men her viste Middelfart, at de har arbejdet godt med det mentale i den seneste tid.
Nikolaj Hjorth fik udlignet til 25-25 på et godt smash, der ramte toppen af blokaden, hvor bla. Marienlysts topscorer, Sigurd Vammen, var. To godt placerede server fra Nicolai Haun, gav god basis for at få noget spil i gang. Galdur Davidson slog sin smash fra centerpladsen ud over MVKs baglinje, og så var der matchbold til Middelfart. Marienlyst fik sat et fint angreb op, men blokaden med George Thompson og Shayne Beamer fik taget brodden af Ævarr Birgissons smash, så Irvan Brar stille og roligt kunne lægge bolden op til Middelfarts hæver, Nicolai Haun, som sendte den ud til en storspillende Nikolaj Hjorth, som via toppen af Marienlysts blokade sendte bolden udenfor deres rækkevidde.
3-0 i første match. 2. kamp i “bedst af fem”-serien spilles torsdag d. 25. marts kl. 19.30 i Odense. Følg kampen på VolleyTV.