Torsdag d. 11. februar kl. 20.00 kommer ligaens aktuelle tophold, Marienlyst på besøg i Lillebæltshallen. Marienlyst har gennem hele sæsonen vist, at de er berettiget til den plads, de ligger på. Et enkelt nederlag på 2-3 mod Gentofte er det blevet til. Ellers har de vundet alt på dansk grund, som de har rørt ved. Seneste optræden var ved nordisk mesterskab, hvor de blev nummer 2, kun slået af norske Nyborg i den afgørende kamp, så det er et toptrimmet hold, der gæster Middelfart.
Middelfart er også klar til kamp efter en sejrsstime på hele 3 kampe, som har flyttet holdet fra bunden af ligaen op på en midterplacering som nummer 5. Holdet er motiveret for at yde Marienlyst god modstand, selv om det bliver svært. Yngstehæveren, Mads Quist, døjer stadig med den rygskade, der har holdt ham ude det meste af sæsonen, men holdet har heldigvis en af de bedste hævere i Jordan Hove i stedet for. På den ene af centerpladserne træder Nikolaj Vang atter ind, da Kristoffer Abell er i gang med at forberede beachsæsonen igen. Det vil kræve en toppræstation af alle på holdet, hvis Marienlyst skal drilles, men det forlyder fra spillertruppen, at de vil gøre alt for at hive så mange point som muligt hjem til bæltbyen, da den endelige plads i forårets play off endnu ikke er endelig sikret.
Sætternissen har desværre skrevet kl. 19.00 på den officielle plakat, men kampstart er altså kl. 20.00. Vi glæder os til at se dig til endnu en god omgang volleyball.