8 friske HU 14 spillere dukkede op til årets første træning, hvilket glædede træner Per Andersen. HU 14 er leverandør til det fremtidige herreelitehold, og allerede nu har spillerne vist, at de kan og vil vinde. De snuppede et par medaljer i den forgangne sæson, og drengenes indstilling ved denne første træning viste også, at det med metal vil de gerne have endnu mere af. Det allervigtigste for drengene er dog, at de har et rigtig godt sammenhold på holdet. Der er en glæde på banen, som smitter af på alle uden for banen. I sidste sæson kom der et par nye spillere ind på holdet, og det er noget drengene er gode til – altså det med at implementere andre på holdet. Så hvis du har lyst til at prøve kræfter med volleyball, trænes der hver tirsdag og torsdag.
Archives for august 2016
Fuld fart på DU 16/18
Der bliver nok at se til for cheftræner for Dame DU16/18, Jacob Petersen, i denne sæson. Allerede ved årets første træning dukkede der 10 forventningsfulde spillere op. Der var masser af gamle kendinge, og det kunne ses på indsatsen. Da først der var snakket af om, hvordan sommerferien var gået osv., gik pigerne på banen, og der blev gået til stålet. Der blev svedt, kæmpet og grinet til den store guldmedalje. Pigerne træner hver tirsdag og torsdag. Selv om de er mange, er der stadig plads til flere på holdet.
Træningsstart for ungdomsholdene
I denne sidste sommeruge er alle ungdomsholdene kommet i gang. Kids level 3-4 trænes igen i år af libero fra eliteholdet, Frederik Kreuzfeldt. Frederik har en god og positiv indgang til træningen med klubbens yngste spillere. Børnene er vilde med ham, for samtidig med han sørger for at lege volleyball ind i dem, er Frederik en energisk og sjov trænertype. Der er træning hver tirsdag og torsdag, og vi har plads til endnu flere.
Månedens Profil: Leo Vang
Leo har en meget kort volleyballkarriere bag sig, idet den kun dækker over 2 stævner, da han gik i gymnasiet for mange år siden.
Han er dog leverandør af en enkelt spiller til eliteherreholdet, da han har lagt gener til centerspilleren Nikolaj Vang. Efter at have siddet på tilskuerrækkerne til utallige kampe igennem de sidste 10 år, endte Leo på magisk vis med mikrofonen i hånden ved en af elitekampene for et par år siden, og siden da har han været speaker ved de fleste kampe. Leos baggrund som festmusiker igennem næsten 40 år bliver taget med, når der skal sættes stemning til en kamp.
“Det er naturligvis sjovest, når der er rigtig mange tilskuere i hallen, men selv de få, der som regel er ved sæsonstarten, skal have én på opleveren, så derfor diskes der op med lineup-musik, jingler og meget andet og nogle forsøg på kvikke bemærkninger undervejs. Det skal gerne være en totaloplevelse at være tilskuer til kampene, og vi arbejder på at forbedre vores produkt hele tiden, dvs. finde aktiviteter, som tilskuerne kan være en del af, sætte gang i fællesklap, finde jingler, der passer til enkelte situationer og spillere oma.”
I sit arbejdsliv er Leo lærer på Fænøsund Friskole og herfra er det også lykkedes at finde et par talentfulde spillere. Livet som musiker og lærer har også lært Leo, at forberedelse er en vigtig del af det at performe. Leos største udfordring til dato var kampen mellem MVK og Ishøj i december, da alle spillerne på Ishøjs hold er af primær østeuropæisk afstamning. Det krævede nogle gode tungeøvelser for at udtale navnene korrekt.
Når en kamp virkelig kører for hjemmeholdet, kan Leo ikke lade være med at indleve sig i denne, hvilket giver lidt hæshed fra tid til anden.
Ud over tjansen som speaker sidder Leo i bestyrelsen på andet år og er redaktør på klubbens hjemmeside og facebook-side.
Startskuddet har lydt for træningen
Så er sæsonen startet for bredde-delen af vores skønne klub. På Dameholdet, som spiller i Danmarksserien, var der stort fremmøde denne tirsdag aften. Der var ligeledes dukket et par spillere op til Mix-holdet.
Der kommer med garanti endnu flere i den kommende periode. Er du én af dem?
På herre-siden havde 2. holdet havde den første træning her til aften. Der blev gået godt til den, og der var masser af sved på panden allerede under opvarmningen.
Tjek alle træningstider her på siden