Middelfart Volleyballklub arrangerer i samarbejde med Vinspecialisten portvinsmagning og spisning lige inden elitekampen d. 10. dec. Og inden da har der været masser af volleyball i hallen, så er det vist bare at få sat et godt stort kryds i kalenderen den lørdag.
Archives for november 2016
Pokal 1/4-finale lørdag d. 26. november kl. 15.00
Dette er den første hjemmekamp med den nye formand, Søren Stein Brinck, ved roret. Spillerne har glædet sig til at spille for den nye formand, da de gerne vil vise, at de lige som formanden vil vise en ny vej frem for Middelfart Volleyballklub.
Middelfart fik senest en sejr i ligaen d. 13. november i Slagelse, hvor VK Vestsjælland stod på den modsatte side af nettet. Det var en sejr på 3-2, der blev hevet hjem med lodder og trisser. Holdet spillede flot volley i det meste af første sæt, og var så helt væk i andet og tredje sæt. De vågnede dog heldigvis op til dåd i fjerde sæt, inden det var for sent.
I sidste weekend deltog Middelfart i kvalifikationen til De Nordiske Mesterskaber, hvor det blev til en enkelt 3-2 sejr mod norske NT NUI. Det var en rigtig arbejdssejr med masser af gode takter. Middelfarts andenhæver, Mikkel Hoff, blev kåret som kampens spiller – helt fortjent.
1/4-finalens modstander fra Ishøj ligger á point med Middelfart i ligaen og har haft nogle overbevisende nederlag til både Gentofte og Marienlyst – de to tophold, som Middelfart har spillet gode kampe imod.
Ishøj består udelukkende af spillere med polsk pas. De klarede sig godt i sidste års udgave af landspokalen, hvor de nåede frem til finalen ved Final4-stævnet efter en sejr over – ja, Middelfart. I finalen tabte de til pokalmestrene fra Marienlyst. Med et par enkelte udskiftninger stiller Ishøj med næsten det samme hold som i sidste sæson.
Vi ser frem til en dejlig masse klappende tilskuere i hallen lørdag d. 26. november kl. 15.00
Sølv til HU14
HU14 var i weekenden til stævne i VK Vestsjælland.
Efter i gruppespillet at have vundet tætte kampe over Marienlyst/Fortuna, Grøndal og Farum Holte Volley, havde holdet kvalificeret sig til at spille finale.
Det blev en tæt finale hvor drengene fra MVK måtte se sig slået 2-0 af Marienlyst/Fortuna.
Flotte sølvmedaljer til drengene og træner Per Lundby Andersen.
DU16 blev nr. 4 ved stævnet ud af 9 hold. De tabte kampen om 3.-pladsen med 2-1 til DHV Odense, men slog bl.a. Lyngby/Gladsaxe og Farum/Holte undervejs med 2-0 samt Rødovre i kvartfinalen med 2-0.
Så et meget fint resultat eftersom holdet også kun var 5 spillere af sted, og lånte hist og her!
Ny formand for Middelfart Volleyballklub
Søren Stein Brinck blev onsdag d. 16. november 2016 enstemmigt valgt på den ekstraordinære generalforsamling i Middelfart VK som ny formand for Middelfart Volleyballklub.
Søren er født i 1972 og spillede i Middelfart VK i 1993/94 og 1994/95 med Jørgen Poulsen og Brian Petersen som trænere, hvor holdet rykkede op i 1 division igen efter en årrække i 2. division. I foråret 1995 blev Søren udtaget til landsholdets bruttotrup.
Søren flyttede fra Kolding til Odense, hvor han begyndte at spille i DHG sammen med bla. Thomas og Peter Lyø. I samme periode kom han på A-landsholdet og spillede 13 kampe. I DHG blev han kæreste med Marieke Brinck, som han nu er gift med. Marieke har spillet volleyball hele sit liv, 10 år på landsholdet og vundet flere danmarksmesterskaber.
Sammen har de tre børn, der alle spiller volleyball. Den ældste søn, Jacob, spiller på Ligaholdet i MVK.
I 2001 flyttede familien til Sønderborg, hvor Søren i perioden 2005 til 2012 arbejdede som forstander på Idrætshøjskolen i Sønderborg.
Familien bor nu i Middelfart i Ø-kvarteret, og Søren arbejder i Dansk Friskoleforening.
”Det er med stor ydmyghed, jeg har sagt ja til at tage over efter Alex Petersen, der med sit enorme engagement har tegnet klubben i næsten 50 år. Det er en enestående præstation i det frivillige idræts-Danmark – en præstation, jeg har stor respekt for.”
”Middelfart VK oplever i disse år igen medlemsfremgang, både på seniorholdene og i ungdomsrækkerne.
For første gang i 5 år har vi nu tilmeldt et damehold til turneringen, og det er en stor fornøjelse at komme i hallen tirsdag aften mellem kl. 20.00 og 21.30, hvor op imod 25 damespillere træner. Ved siden af dameholdene træner Herre 2, hvor der er 12-15 spillere. De spiller i 3. division og er en blanding af gamle og unge spillere. Alle er velkomne til at komme i hallen tirsdag kl. 20. 00 og prøve at træne med hos damerne eller herrerne,” udtaler Søren Stein Brinck.
”Vi vil gerne være en klub, hvor der er plads til alle, hvor der er et godt fællesskab, og hvor vi sammen kan begejstres over at dyrke idræt og have det sjovt.”
”Elitevolleyball vil fortsat have en fremtrædende plads i MVK. Det er i år lykkedes os at samle en 13 mand bred trup af unge, talentfulde spillere. Efter en årrække med flere udenlandske spillere på holdet har vi i år et hold med udelukkende danske spillere. Det er en fornøjelse, at der er så mange lokale spillere på holdet: Nikolaj Vang og Kasper Rode er vokset op i klubben. Simon Andersen, Mathias Elm, Frederik Kreuzfeldt og Jacob Stein Brinck, der alle går eller har gået på Middelfart Gymnasium.”
”Ungdomsafdelingen vokser også med nye kidsvolleyspillere, og vi håber at kunne styrke samarbejdet med skolerne i området, fordi den første introduktion til volleyball typisk sker gennem idrætslærerne i skolerne.”
Per Strandstoft
December måneds profil er Per Strandstoft … og hvem er Per? Det giver han selv et lille bud på her via de 12 skarpe spørgsmål vi har stillet ham:
Navn: Per Strandstoft
Alder: 34 år
Job/firma: Indehaver af Estate Strandstoft
Hvad er din livret: Røde bøffer, tilbehør er ligegyldigt.
Hvorfor blev det sponsorat for volleyball: Fordi klubbens værdier også passer rigtig godt til vores
Hvorfor blev det Middelfart VK: Fordi de vil være de bedste.
Har du selv spillet volleyball: Nej
Hvad er dine forventninger/forhåbninger til sæsonen 2016/17: At vi slutter i top 3
Du stillede bla. op til event spinning i september. Hvad var din oplevelse af det: Det var super sjovt, samtidig med at det var god træning.
Hvor tror du, MVK er om 10 år: Forsat er en del af toppen af dansk volley
Som sportsudøver/motionist, hvad er så det sjoveste, du har oplevet: Mit MTB maraton i Østrig
Som sportsudøver/motionist, hvad er så det mest pinlige, du har gjort: At jeg som dreng, i en indendørs fodboldkamp løb ind i banden og brækkede næsen.