Efter Middelfart tabte den første semifinale på hjemmebanen mod Hvidovre med 3-1 efter en ikke alt for prangende indsats, rejste holdet sig onsdag aften og viste Hvidovre, hvem der bestemmer. Der skulle dog et enkelt halvskidt sæt til, før holdet vågnede og satte sig på kampen. Fra starten af 2. sæt var det Middelfart, der bestemte på banen, og der var ikke på noget tidspunkt i dette sæt tvivl om, hvem der skulle vinde det. I 3. og 4. sæt kom Hvidovre foran et par gange, men Middelfart slog til, når mulighederne bød sig og tog den endelige sejr med 3-1.
SÅ med 1-1 i vundne kampe er det helt sikkert, at der skal spilles en 4. semifinale i Middelfart mandag d. 26. marts kl. 19.45. I skrivende stund ved vi ikke, hvilket af de to mandskaber, der har “matchbold”, for ét af holdene vil føre 2-1 inden kampen i Middelfart, da de spiller 3. semifinale i Hvidovre lørdag d. 24. marts kl. 12.30.
Stark er også lige som i de øvrige slutspilskampe kampsponsor i mandagens semifinale.