Fire af Danmarks bedste Ligaklubber mødes i weekenden d. 22.-23. september i Lillebæltshallen til det traditionsrige Elitestævne, hvor de pudser formen af, inden turneringsstarten ugen efter. Det er sidste mulighed for klubberne til at få afprøvet, justeret og eksperimenteret med pladser og taktik. Der er gratis adgang til hele stævnet.
Loppemarked d. 31. august
Har du nogle loppefund derhjemme, så kan du måske få dem konverteret til penge, hvis du booker en bod hos Louise ifm. Open By Night i Middelfart d. 31. august. Se nærmere info på nedenstående plakat:
Ny MVK Liga-træner på plads
Da sidste sæsons italienske succestræner, Federico Fagiani, har valgt at søge nye udfordringer, har MVKs sportslige ledelse atter haft øjnene på den store masse af veluddannede og velkvalificerede trænere fra støvlelandet.
Vi er stolte af at kunne præsentere Matteo Pazienza som ny træner for herre Liga. 32 årige Matteo Pazienza er uddannet i volleyball og fysisk træning fra samme universitet i Rom, som Federico Fagiani. Pazienza er klubmenneske og har som aktiv spillet hæver, mens han som cheftræner har en oprykning til den næstbedste italienske dameliga på sit cv. Han har været træner i 8 år – både hos ungdom og herre senior.
MVK var i kontakt med Matteo allerede inden sidste sæson, men dette var efter aftalen med Federico var lavet.
Matteo Pazienza har studeret den danske Liga og har et stort detalje-kendskab – ikke mindst til MVK. Middelfart VK har tegnet en 2-årig aftale med den ambitiøse italiener, som skal arbejde på fuldtid for klubben. Han ankommer i slutningen af august.
En fantastisk sæson
Sæsonen 2017/18 blev en ny start for Middelfart Volleyballklub på mange planer. Vores unge ligamandskab med træner Federico Fagiani i spidsen spillede sig i DM finalerne og havde en lille “matchbold” i den 4. finalekamp i Lillebæltshallen, hvor 958 tilskuere så et MVK mandskab, der til tider spillede de senere danske mestrer fra Gentofte ud af banen. Da det virkelig gjaldt i 4. sæt, hvor hjemmeholdet var foran med 2-1 i sæt og 18-11 i bolde, kom den ikke særligt velkomne gummiarm på besøg og ramte kollektivt holdet, som tabte sættet med 23-25 og desværre også 5. sæt. Den 5. og afgørende kamp i Gentofte blev tabt 3-0. Det var en kamp, hvor det rutinerede mandskab fra Gentofte viste sig en klasse bedre end Middelfart. Så det blev til nogle flotte sølvmedaljer til holdet på den sportslige front, men på populariteten blev det til guldmedaljer, for spillernes engagement, udstråling og ikke mindst positive attituder har vundet byens hjerter. Der var 118 tilskuere til holdets første hjemmekamp i oktober 2017 mod Aalborg, og som skrevet var der 958 til den 4. DM finale. Det er en fremgang på 712%. Det kommer ikke af sig selv. Spillerne har gjort deres, og en masse frivillige i baggrunden har knoklet for at få dette til at ske, og selv om det ikke blev til guldfest d. 18. april 2018 i Lillebæltshallen, så formåede tilskuerne alligevel at lave en fest. Ind i mellem var man bange for, om tagkonstruktionen i hal A kunne stå for lydtrykket.
At MVK er så meget mere end Ligaholdet blev bevist dagen efter ligaholdet vandt sølvmedaljerne i Gentofte. Her stod klubben for U14 DM med næsten 300 deltagere. Et kæmpe arbejde med at få bespist de mange munde, lavet kampplaner, få påsat dommere og sekretærer og ikke mindst få kampene afviklet inden for den berammede tidsplan klappede til UG med kryds og slange. Der er efterfølgende kommet mange roser til klubben for dette arrangement. Lørdag og søndag – altså dagen efter ligamandskabet havde fået sølv – stod ligaholdet klar omkring middagstid for at hjælpe med at dømme kampene ved stævnet. Dette er klubben meget taknemmelig for, og det viser også den klubånd, der hersker i MVK.
Klubbens HU14 hold viste, at fremtidens spillere er klar, idet de vandt en meget fortjent DM-sølvmedalje efter at have tabt finalen foran omkring 400 medlevende tilskuere i Lillebæltshallen til Fortuna/Marienlyst.
Mandag d. 23. april 2018 var hele byen inviteret på Middelfart Rådhus, hvor borgmester Johannes Lundsfryd hyldede både ligaholdet, men også HU14 holdet for deres præstationer. Der lød også en tak til klubben for at sætte Middelfart på det store sportslandkort. Ifm. arrangementet var der lækre rådhuspandekager, champagne mm. til de mange fremmødte.
Nu sætter vi punktum for sæsonen 2017/18, hvor vi også kan berette om en flot 2. plads til 2. division damer i deres første sæson i divisionen. Undervejs er der ligeledes vundet en del lokale ungdomsmesterskaber, så selv om vi ikke fik den største guldmedalje af dem alle, så kan vi vist roligt konstatere, at det har været en fantastisk sæson for MVK.
Alt dette kommer ikka af sig selv, så til sidst vil vi rette en stor tak til de mange sponsorer, der støtter op om vores projekt: MVK – en klub for både bredden og eliten.
Tre gange hæder til MVK
Årets Fund, Årets Spiller og Årets Træner befinder sig i Middelfart.
Årets herrehold i Volleyligaen blev søndag eftermiddag kåret forud for den 3. DM-finale mellem Gentofte og Middelfart. Samtidig blev der sat navn på årets MVP, årets unge danske spiller fund samt årets træner.
Det er spillerne selv, der har stemt på deres favoritter til Årets Hold. Desuden har trænerne i Volleyligaen også været med til at udpege holdet. Trænerne har derudover sat deres kryds på stemmesedlen til årets træner i Volleyligaen.
Holdkortet til Årets Hold 2018 i Volleyligaen er komplet besat af spillere fra de fire hold, som har spillet sig frem til medaljekampene.
Topscorer er Gentofte, som har fire spillere med på årets hold, mens finalemodstanderen Middelfart snupper årets træner, årets danske fund og årets MVP i form af henholdsvis Federico Fagiani, Jacob Stein Brinck og Nicholas Hunt.
Bronzekombattanterne Hvidovre har to pladser på årets hold, mens modstanderen Marienlyst har en enkelt position.
ÅRETS HOLD 2018
Hæver
Mads Kyed Jensen, Gentofte Volley
Kantspillere
Mads Møllgaard, Gentofte Volley
Kristoffer Abell, BK Marienlyst
Centerspillere
Nicolai Houmann, Hvidovre VK
Tomasz Stancsuk, Hvidovre VK
Diagonalspiller
Peter Trolle Bonnesen, Gentofte Volley
Libero
Fabio Moret, Gentofte Volley
Træner
Federico Fagiani, Middelfart VK
Årets danske fund
Jacob Stein Brinck, Middelfart VK
Årets spiller (MVP)
Nicholas Hunt, Middelfart VK
- « Previous Page
- 1
- …
- 15
- 16
- 17
- 18
- 19
- …
- 34
- Next Page »