Der venter fynske lokalopgør i semifinalerunden i DM slutspillet

Middelfart vs. Marienlyst. De to navne m’er af tætte kampe og volleyball på topniveau. At Marienlyst er den ene deltager i årets semifinale, er ikke nogen overraskelse. Odenseanerne satte sig ret tidligt i sæsonen på duksepladsen i Volleyligaen. Tætte og overraskende resultater i sæsonens løb, gjorde dog, at de af og til måtte overlade pladsen til de nærmeste forfølgere, men en meget stabil periode, der bl.a. resulterede i et pokalmesterskab, har vist Marienlyst som storfavorit til DM guldet.
Middelfart har ikke spillet stabilt i denne sæson. Det kan der være mange årsager til, men hen mod slutningen af sæsonen har holdet bl.a. vundet 6 kampe i træk på hjemmebanen i Lillebæltshallen. Kvartfinaleserien mod Gentofte har vist en stigende formkurve hos de blå fra bæltbyen, og kan de fortsat bygge på, kan Cal Wohlfords drenge godt gå hen og overraske positivt. Meget skal flaske sig, men der er en tro på det hos spillerne efter et par flotte kampe, hvor Gentofte til sidst måtte bøje sig for den vestfynske overmagt.
Da Marienlyst blev bedre placeret end Middelfart i grundspillet, har de retten til flest hjemmekampe i semifinaleserien, som spilles bedst-af-fem, dvs. det hold, der først vinder 3 kampe, ender i finalen, og det andet hold skal møde taberen af den parallelle serie mellem Nordenskov og Ikast, hvor der er bronze på højkant.
Middelfarts kampprogram ser således ud:
1. kamp: søndag den. 26/3 kl. 17.00 i Klostermarkshallen.
2. kamp onsdag den 29/3 kl. 20.30 i Lillebæltshallen.
3. kamp lørdag den 1/4 kl. 15.00 i Klostermarkshallen.
Evt. 4. kamp tirsdag den 4/4 kl. 19.30 i Lillebæltshallen.
Evt. 5. kamp skærtorsdag 6/4 kl. 15.00 i Klostermarkshallen.