MVK har fået æren af at afholde U14 DM i Lillebæltshallen d. 21.-22. april. Det er klubben rigtig glade for, da vi i de seneste år har haft stort fokus på vores ungdomsspillere og nu får mulighed for at vise cremen af ungdomsvolley i Danmark frem i Middelfart. Klubben har et meget talentfuldt HU14 hold, som vi naturligvis håber klarer sig godt igennem kvalifikationsstævnerne, så vi kan få lokal-entusiasme ind i hallen.
3-0 sejr over Marienlyst
Middelfart VK vs. B Marienlyst er en nyklassiker i dansk volleyball. De to hold giver altid hinanden tætte opgør, og som regel vindes kampene med yderste marginal. Sådan gik det også på denne våde novemberaften, hvor mere end 300 tilskuere havde taget plads i Lillebæltshallen. Glamsdalens Idrætsefterskole fik inden kampen en snak med Middelfarts 18-årige U19-landsholdsspiller, Jacob Brinck. Han fortalte om sin passion for sporten og lidt om sine drømme. Jacob er ikke i tvivl om, at volleyball er kommet ind i hans liv for at blive. Et spørgsmål fra en af efterskoleeleverne gik på Jacob eget bud på resultatet af kampen. Jacob grinede lidt, da han, som han selv sagde, gav et professionelt svar, hvori der ikke var noget svar. Til gengæld gav han en sammenligning af de to hold: Middelfart som det unge hold med det høje topniveau, men desværre også det lave bundniveau, som de for alt i verden skulle undgå mod det bundrutinerede og lidt ældre Marienlysthold.
Da Jacob var færdig med at tale med eleverne fra efterskolen, hastede han videre sammen med de øvrige MVK-spillere til cafeteriet i hallen, hvor 32 gæster havde takket ja til budet om at slippe for at lave aftensmad. Her fortalte Mads Qvist kort om forventninger til dagens kamp, og Nicholas Hunt kunne supplere med, at han til morgenmad havde spist “candy” for at gøre sig klar til kampen.
Middelfart havde svært ved at finde det gode topniveau i kampens start, og coach Federico Fagiani valgte at tage kampens første timeout allerede ved stilling 2-4 i Marienlysts favør. Det hjalp på stabiliteten. Holdene fulgtes ad op igennem sættet, dog havde Marienlyst hele tiden teten, og en godt spillende Martin Bülow-Nielsen i angrebet samt Kristoffer Abell i forsvaret gjorde det svært for Middelfart at komme ind i kampen. Middelfart skiftede hæver Mads Qvist ud med 11-14 og ind kom Anders Als, som Marienlyst øjensynligt havde svært ved at læse.
Ved stillingen 14-17 til Marienlyst skete der noget magisk. Jeppe Back Nielsen scorede til 15-17 og gik til baglinjen for at serve for Middelfart. Herefter begyndte fejlene at snige sig ind på Odenseholdet, hvor bla. Martin Bülow stod for ikke mindre end 3 angrebsfejl. Jeppe Back har en giftig serv uden ret megen fart. Denne placerede han sikkert lige foran liberoen hos Marienlyst. Den havde de svært ved at gøre noget ved. Middelfart scorede 10 point i streg og vandt sættet med 25-17.
I 2. sæt fulgtes holdene ad hele vejen. Ingen af holdene kom foran med mere end 2 point. Middelfarts point blev scoret over en bred kam, dog med et lille overtag fra Jeppe Back Nielsen. En korrekt dommerkendelse for opstillingsfejl i egen serv hos Marienlyst hen mod slutningen af sættet gav en del protester fra spillerne, og det flyttede deres fokus fra spillet. Dette lukrerede Middelfart på og vandt sættet med 26-24.
3. sæt kom til på mange måder at minde om 2. sæt. De to hold fulgtes ad – man kan nærmest tale om dødt løb. Dog var Middelfart hele tiden i front. Nikolaj Hjorth, Martjin Van Der Aa, Jeppe Back Nielsen og Nicholas Hunt fordelte pointene pænt imellem sig. Middelfart fik to matchbolde ved 24-22, som Marienlyst overlevede. Ved 24-24 tog Federico Fagiani timeout og fik fortalt spillerne, hvordan de næste bolde skulle spilles – og det virkede, for Middelfart snuppede de sidste to point, først på et flot angreb fra Nikolaj Hjorth og til sidst en fejl fra Daniel Thomsen og vandt med 26-24 og dermed kampen med 3-0.
Der var vild jubel blandt Middelfartspillerne efter kampen. Publikum gav spillerne fra begge hold et velfortjent, stort bifald. Topscorer for Middelfart blev Nikolaj Hjorth med 14 point.
Hermed fik Middelfart den perfekte optakt til næste uges pokal ¼-finale, som spilles i Lillebæltshallen lørdag d. 25. november kl. 13.30. Hvidovre er modstanderen, og her har Middelfart jo revanche til gode. Kan holdet spille, som de gjorde mod de danske mestrer fra Marienlyst, så vinder de kampen mod Hvidovre.
Tilmelding til julefrokosten
Så er der åbnet for tilmelding og betaling til årets julefrokost d. 9. december i Lillebæltshallen. Det koster kr. 170,- for al den lækre julefrokostmad, der venter os. Drikkelse betaler du selv ved festen. Tilmeld dig under menupunktet Tilmelding eller endnu hurtigere via Mobilepay på tlf. 2333 8688 (Marian). Du er først tilmeldt, når betalingen er registreret.
Herre Elite er klar til 1/4-finalen
Herre Elite vandt søndag d. 4. november udekampen mod Team Køge i 1/8-finalen i årets pokalturnering med sikre 3-0, (25-23, 25-19, 25-12) og er med i bowlen, når der i den kommende uge trækkes lod til 1/4-finalerne.
Kort om kampen: I første sæt kunne holdet ikke helt finde rytmen, med de vandt dog alligevel. I andet sæt var der comeback til Jeppe Back Nielsen efter en skadespause, og han hakkede bolden ned på Køges banehalvdel fra centerpladsen, som var det en tag-selv-buffet. I tredje sæt var der ingen tvivl om kampens udfald. MVK-spillerne så sig ikke tilbage og vandt komfortabelt.
Update: Middelfart trak Hvidovre, som kommer på besøg i Lillebæltshallen. Dato og kamptidspunkt følger, når vi har det på plads.
Federico Fagiani
Syd for alperne, nærmere bestemt i Italien, har man en af verdens bedste volleyskoler, et af verdens bedste volleyball-landshold og nogle af de allerbedste trænere. Eliteherrernes nye træner er barn af dette miljø. Italienske , Federico Fagiani har på trods af sin unge alder på 28 år, beskæftiget sig med volley i lige så mange år. Det siges, han fik en volleyball i dåbsgave i stedet for en rangle. Hans far har i mere end 20 år været formand for den lokale volleyballklub. Federico er fra Rom og har været aktiv spiller, indtil han blev 25 år. Desuden har han været assisterende træner på de succesfulde italienske U17 og U19 landshold, og han er træneruddannet i den italienske Pallovollo skole.
Federico har store ambitioner som træner. Han sætter høje krav til både sig selv og sine spillere. Der skal præsteres på højeste niveau hver gang. Det er med stor forventning, vi overlader styrepinden til Federico Fagiani for klubbens flagskib.