Med en 3-0 sejr i den første bronzematch mod Hvidovre er Middelfart tæt på årets anden omgang metal.
Det var en tæt kamp, hvor Middelfart specielt i 1. sæt skulle vænne sig tilen helt ny libero, Anders Hauge. Det gav lidt misforståelser undervejs, men holdet var gode til at bakke op om Anders, som var i en helt ny rolle, som han indtog, da de to faste liberoer, Mindi og Jonas, var ude med hhv. skade og sygdom.
1. sæt var meget jævnbyrdig indtil 10-10, hvor Hvidovre trak fra og kom på de i Lillebælthallen magiske cifre på 11-18 (I, der så den 4. DM finale i 2018, ved præcis, hvad der menes her, da det var MVKs føring i 4. sæt mod Gentofte i kampen foran en fyldt Lillebæltshal. 7 point fra DM-titlen, men …). Denne gang var det Middelfart, der kom fra baghjul. Middelfart sled sig op til 19-19 og 21-21, hvor coach, Mike Bossence, tog Nikolaj Hjort ud og gav sæsondebut til Leon Vester. Hvidovre kom foran igen, og Middelfart stod for kampens andet comeback og fik udlignet til 24-24, fik sætbold ved 25-24, Hvidovre udlignede, og der var atter MVK sætbold ved 26-25. Middelfart vandt som bekendt sættet med 27-25.
Efter sidebyttet var Middelfart meget overlegne i 2. sæt og nærmest cruisede sig til 25-15. Der var blevet bedre forståelse i spillet mellem Anders Hauge og resten af holdet. Leon Vester kom atter på banen ved 20-11, og han kæmpede som en besat for at score sit første ligapoint. Det lykkedes desværre ikke. På et tidspunkt havde MVK Danmarks ældste angreb, da både Jakob Winther og Leon Vester stod ved nettet. Hvem den 3. ved nettet var huskes ikke, for så unge spillere havde Middelfart ikke på banen, så det kunne trække gennemsnitsalderen væsentligt ned.
3. sæt startede fuldstændigt modsat slutningen på 2. sæt. Nu var Hvidovre i teten og bragte sig foran med 6-0, inden altid sikre Jacob Winther fik brudt stimen med et point, og der blev også MVK-point i den efterfølgende serv fra Winther. Middelfart åd sig langsomt ind på Hvidovre, men fik først kontakt ved 16-16. Herefter trak de blå fra og vandt sættet med 25-21 og dermed kampen med 3-0. Hvidovre havde sat deres spillende træner, Joakim Larsen, på banen i stedet for den fantastiske Petrol Kalas, der var farlig både i server og angreb – nok for at spare ham til den næste kamp på tirsdag.
Middelfart fører nu med 1-0 i bronzeserien, som kræver 2 sejre for at vinde det ædle metal.
Kamp 2 spilles i Hvidovre tirsdag d. 13. april kl. 19.30. Kampen sendes naturligvis på VolleyTV